Elevambassadører

FG’s elevambassadører er skolens eksperter, der ved alt hvad der sker på Frederikssund Gymnasium og som har en finger med i spillet til alle skolens arrangementer. De kan svare på stort og småt om gymnasielivet, og kan fortælle alt om, hvordan det er at være elev på Frederikssund Gymnasium.

Du kan møde elevambassadørerne til Åbent Hus eller når de er med Cambussen på Road trip rundt og besøge folkeskolerne i Frederikssund og omegn, og glæd dig til den varmeste velkomst fra dem på din første skoledag på Frederikssund Gymnasium.

Som sprogambassadør kommer du ud i virkeligheden og får afprøvet din evne til at formidle sprog. FG har nemlig oprettet et sprogambassadørkorps. Det vil sige, at der hvert år udvælges nogle dygtige sprogelever, som skal ud på en række forskellige folkeskoler i Frederikssund Kommune for at undervise i ét af deres sprogfag: tysk, fransk eller spansk.
Det er en unik mulighed for at prøve, hvad det vil sige at formidle et fremmedsprog til andre, ligesom det også er spændende og sjovt for folkeskoleeleverne at få besøg af en gruppe unge fra vores gymnasium.