Miljøråd
På Frederikssund Gymnasium arbejder vi aktivt og målrettet med miljø og bæredygtighed, både i undervisningen og i vores Miljøråd. Miljørådet består af elever og lærere, som i fællesskab udvikler grønne, CO2-venlige initiativer til skolen. Vi har bl.a. fokus på projekter om affaldsindsamling, affaldssortering og pantsamling. Vi har arrangeret grønne events som tøjbyttedag, cykle-til-skole-kampagne og kunstkonkurrence af genbrugsmaterialer. Vi forskønner løbende vores atriumgård, hvor vi bygger pallemøbler og højbede med blomster og krydderurter.
I samarbejde med pedellerne finder vi på energibesparende løsninger til skolens fysiske miljø. Vi har fx skiftet til LED-lys i alle undervisningslokaler, mødelokaler og andre vitale steder, samt opsat lysfølere de fleste steder og i kælderen, cykelparkering mv., og så har vi udskiftet en række vinduer til energivenligt glas.
Vores arbejde med at gøre skolen grøn og bæredygtig har den sidste håndfuld år kvalificeret os til at modtage ‘Grønt Flag‘, som er en international mærkningsordning under Friluftsrådet.
Vi samarbejder desuden med Frederikssund Klimaforening, vi har haft besøg af Den Grønne Studenterbevægelse, og vores elever i Miljørådet deltager i løbet af året i forskellige arrangementer for miljøinteresserede unge. En til to gange om året tager Miljørådet på inspirationstur til bæredygtige projekter og initiativer rundt i landet. I efteråret 2018 var vi fx på ekskursion til Samsø, som er 100 % selvforsynende med vedvarende energi.
I det hele taget er det en prioritet for FG at inddrage bæredygtighed og FN’s Verdensmål i undervisningen i en bred vifte af fag med emner som økologi, havets økosystemer, klimaforandringer, global opvarmning og vedvarende energi, bæredygtige byer og madspild.