Pressemeddelelse
Frederikssund, 28. april 2026
Anne Vedersø ansættes som ny rektor på Frederikssund Gymnasium
Frederikssund Gymnasiums bestyrelse har godkendt ansættelsesudvalgets enstemmige indstilling af Anne Vedersø som ny rektor for gymnasiet. Anne Vedersø har siden sidste sommer været konstitueret rektor på Frederikssund Gymnasium.
Ansættelsen er resultatet af en grundig og omhyggelig proces med mange kvalificerede ansøgere. I processen er både elever, medarbejdere og bestyrelsen blevet inddraget, og forud for selve jobopslaget er der gennemført interviews for at afdække gymnasiets profil, værdier og fremtidige udviklingsbehov.
“Vi har haft et stort og stærkt ansøgerfelt, og ansættelsesudvalget har derfor haft et solidt grundlag for sit arbejde. Udvalget har enstemmigt indstillet Anne Vedersø, og bestyrelsen deler fuldt ud vurderingen af, at hun er den helt rette til opgaven,” udtaler bestyrelsesformand Anne-Mette Worch.
En central opgave for den kommende rektor bliver at lede implementeringen af den nye uddannelsesreform. I den forbindelse ser Frederikssund Gymnasium sig selv som en byskole med et stærkt lokalt engagement, hvor uddannelse, dannelse og samarbejde med det omgivende samfund er bærende elementer.
“Vi har lagt vægt på at finde en rektor, der både kan være i tæt dialog med elever og medarbejdere og kan sætte en tydelig strategisk retning. Anne Vedersø er et menneske, der brænder for fællesskabet, for uddannelse for at gøre en forskel for Frederikssund Gymnasium og lokalområdet. Anne Vedersø har i sin tid som konstitueret rektor allerede vist et stærkt blik for gymnasiets fremtidige rolle som byskole og for balancen mellem reformkrav, faglighed og trivsel, og derfor ved vi hun er den rette til opgaven” siger Anne-Mette Worch.
”Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med dygtige medarbejdere, som hver dag er med til at skabe en levende og spændende skole” siger Anne Vedersø og fortsætter.” Samtidig har eleverne i det forgangne år fået større indflydelse og taget et flot ansvar for både deres hverdag og skolens fællesskab. Det er jeg glad for fortsat at være en del af.
De kommende år byder på spændende reformarbejde. Sammen med lokalområdet, politikerne og erhvervslivet skal vi videreudvikle Frederikssund Gymnasium som en åben og levende byskole, der kan rumme alle ungdomsuddannelser. Jeg ser frem til, at vi skal afprøve nye og anderledes måder at lave skole på. Det skal være sjovt at lære og fordybe sig båret af et stærkt og forpligtende fællesskab på Frederikssund Gymnasium” slutter Anne Vedersø.
Anne er uddannet gymnasielærer i samfundsfag og religion, har tidligere været ansat på Rungsted Gymnasium i 13 år som lærer og pædagogisk koordinator, læringskonsulent i STUK og har været ansat i ledelsen på Frederikssund Gymnasium siden 2022, senest som konstitueret rektor. Privat er Anne gift og har 3 børn.
”Bestyrelsen ser frem til det fortsatte samarbejde og er overbevist om, at Anne Vedersø vil bidrage positivt til Frederikssund Gymnasiums fortsatte udvikling” slutter bestyrelsesformand Anne-Mette Worch.