Kære forældre til elever på Frederikssund gymnasium

Her på falderebet til en velfortjent sommerferie, kommer en lille hilsen fra Frederikssund gymnasium.

Ovenpå et skønt forår med gallafest og studenteruge er vi nu ved at lukke ned for skoleåret.

Vi oplever dagligt ansvar og engagement fra vores elever. I år har flere elever undervist 9. klasser i seksualundervisning, eller 7.klasser i Videnskabsklubben, mens vi oplever øget søgning til udvalg og flere ønsker at være FG-elevambassadører. Vi oplever dagligt glade unge mennesker, som er læringsparate og fællesskabsorienterede. Det vidner om et unikt engagement og socialt ansvar, som vi er utrolig stolte af.

Elevrådet har i år fået mere indflydelse og ansvar. Her mødes vi jævnligt og diskuterer stort og småt. Elevrådet har i år omdannet lokaler til elevrum med sofaer og møbler, hvor man nu kan hygge og lave gruppearbejde. Vi har været igennem renovering af lokaler og gangene. Sammen med kommende kunstværker udlånt af Statens Kunstfond og vores ny kantine, skaber vi rammer, der understøtter både den faglige fordybelse og den sociale trivsel.

Med inspiration fra vores succesfulde HF-x-didaktik åbner vi nu STX-A, hvor rum og pædagogik smelter sammen i nyindrettede lokaler, der forener moderne pædagogik med specialindrettede læringsrum.

FG-didaktikken har vi de senere år udviklet til vores HF-x klasse (HF-elever med andre behov). Vores erfaring er, at alle elever på alle ungdomsuddannelser vil nyde godt af denne måde at lære og at være i skolen på.

Vi har netop modtaget ungeprofilundersøgelsen for Campus Frederikssund. De unge trives, og er glade både hjemme og i skolen. Det er jo skønt. Vi dykker ned i tallene og vender det med elevrådet, så vi kan styrke trivslen yderligere.

Året har budt på globalt udsyn med blandt andet udveksling i Spanien og Norden. Til efteråret fortsætter rejsen, hvor 3.g oplever spansk hverdag i Malaga, mens 2.g drager på studietur. Hjemme omdanner vi i uge 38 FG til et laboratorium for faglig fordybelse og nye fællesskaber på tværs af årgange. Her vil der være fælles samlinger, ekskursioner, studieretningsdage på tværs af årgange og meget mere.

Det kommende skoleår ønsker vi et øget fokus på fordybelse. Vi lever i en verden, hvor der er mange klik, og hvor det fortsat er vigtigt, at de unge øves i at fordybe sig. Derfor indfører vi faste læsemoduler, hvor eleverne skal læse selvvalgt skønlitteratur.

Vi ønsker også at skabe nye måder at øve den faglige skriftlighed. Derfor indfører vi flere øvemoduler i skriftlighed på FG. Her er der fokus på at træne skriftligheden sammen med faglæreren gennem skriveøvelser og feedback. Vi har rigtig god erfaring med at dette øger mestringen af skriftligheden. Ligeledes indfører vi skriftlige stedprøver på FG. Korte skriveprøver. Det har to formål, dels at isolere karakterpresset til disse stedprøver, dels for at sænke brugen af AI.

AI vil få et større fokus i al undervisning næste skoleår. AI er et godt redskab til mange ting, og det er vigtigt vi som uddannelsesinstitution tør bruge teknologien og øve os sammen med de unge i at blive dygtigere til at bruge AI hensigtsmæssigt.     

Skoleåret 26/27 byder på 5 nye STX 1.g klasser og 3 nye 1.HF-klasser. Vi har derfor fået lov til at optage flere elever end forventet. Vi er glade for, at flere elever end forventet, har valgt at søge Frederikssund gymnasium, og vi glæder os til at byde dem ind i FG-fællesskabet fredag d. 7.8.26.

 Flere elever har givet udtryk for, at buslinjerne til/fra Slangerup har været svære at regne med. Derfor har vi fra 10. august 2026 indført en FG-skolebus hver dag. Den kører fra Kingoskolen kl. 7.45 dagligt og retur kl. 15.30 fra FG.

Eleverne vil i løbet af den kommende uge kunne se deres skemaer i lectio. Ligesom de i dag har fået tilsendt deres lærerbesætning for næste år.

Vi glæder os meget til at se alle eleverne igen d. 7. august .

Med håbet om en rigtig god sommer.

Med venlig hilsen

Anne Vedersø
Rektor