HF på Frederikssund Gymnasium
HF er en toårig uddannelse, der giver dig mange muligheder efterfølgende. Med en HF-eksamen kan du søge ind på en lang række videregående uddannelser, fx professionsuddannelser og erhvervsakademiuddannelser. Det kan være uddannelser som lærer, sygeplejerske, pædagog, politibetjent, designer, socialrådgiver, fysioterapeut eller finansøkonom.
POP forløb
På HF får du mulighed for at afprøve dine interesser og blive klogere på dit kommende studie eller job. I løbet af de to år deltager du fire gange i POP-forløb, hvor du kan afprøve forskellige uddannelser eller erhverv, som du er nysgerrig på.
Du kan for eksempel prøve kræfter med politiuddannelsen på Politiskolen, arbejdet som pædagog, maskinmesteruddannelsen eller andre uddannelser og jobområder.
Fag i 1.hf
I dit første år på HF har alle elever de samme obligatoriske fag. Derudover har du ét valgfag, som du valgte, da du søgte ind – enten idræt eller billedkunst.
De obligatoriske fag er:
- Dansk (2 år)
- Engelsk (2 år)
- Matematik (1 år)
- Naturvidenskabelig faggruppe (1 år)
- Kultur- og samfundsfaglig faggruppe (1½ år)
- Idræt eller billedkunst (valgfag)
Nogle fag fortsætter i 2.hf, mens andre afsluttes allerede efter det første år.
Fagpakker i 2.hf
I løbet af dit første skoleår vil du blive præsenteret for de fagpakker og valgfag, du kan vælge i 2.hf. Dine valg kommer til at præge dit andet år på HF og forberede dig på det, du gerne vil bagefter.
Når du vælger fagpakke, kommer du i klasse med andre elever, som har interesser, der minder om dine. På Frederikssund Gymnasium kan du vælge mellem:
- HF Samfundsfag – Psykologi
- HF Samfundsfag – Matematik
Du træffer det endelige valg sammen med din studievejleder, så du får den fagpakke, der passer bedst til dig og dine planer.
Valgfag
Ud over de obligatoriske fag har du også valgfag på HF. Dit første valgfag har du allerede valgt. Dit næste valgfag vælger du samtidig med, at du vælger fagpakke.
Hvilket valgfag du kan vælge – og om det skal være på C- eller B-niveau – afhænger af din fagpakke. Det får du selvfølgelig grundig information om, inden du skal vælge.
Vær opmærksom på, at det ikke er alle valgfag, der udbydes hvert år.
Screening – vi finder dine styrker
I løbet af de første måneder på 1.hf bliver du screenet i både matematik og læsning. Screeningerne hjælper os med at få øje på dine faglige styrker og de områder, hvor du måske har brug for ekstra støtte. Resultaterne kan også hjælpe dig, når du senere skal vælge fagpakke.